Vi tilbyder medicinsk akupunktur til smertebehandling og muskelafspænding.
Akupunktur foregår ved at der stikkes tynde nåle ind i musklerne. Nålene stimulerer nervesystemet, og denne stimulering kan medføre smertelindring, øget blodgennemstrømning og afspænding af musklerne. Nålebehandlingen påvirker også den mentale oplevelse af symptomer og smerter positivt.
Ved langvarige smertetilstande er virkningen langsomt indsættende, og efter 5-6 behandlinger vil der kunne opleves en begyndende effekt. Optimalt behandles der 6 -12 gange ved behandling af langvarige smertetilstande.
Man anvender primært akupunktur til at behandle veldefinerede smertetilstande i muskler og led, samt migræne og spændingshovedpine. Akupunktur kan også anvendes til at lindre gener relateret til kræft, f.eks. kvalme.
Det er generelt en sikker og bivirkningsfri behandling. Der kan dog være bivirkninger som mindre blødninger ved indstiksstedet, svimmelhed, træthed, forværring af smerter og andre symptomer.
Akupunktur bør undgås, eller anvendes med forsigtighed i følgende situationer:
- Hvis man er bange for nåle
- Hvis man har indopereret en pacemaker
- Hvis man har blødersygdom eller brug for blodfortyndende medicin
- Ved infektion eller inflammation efter operation
- Ved manglende smertefølsomhed i forbindelse med nerveskader
- Ved manglende eller uklar viden om årsagen til smerter eller symptomer
Akupunktur understøttes altid af vejledning om relevant træning eller øvelser.
Du og din fysioterapeut vurderer altid i samråd om akupunktur kunne være relevant for dig.